Er veganere fanatiske?

Mange fristes til at kalde veganere for fanatiske og rigtig mange kalder veganere, fanatikere. Når nogen siger at de er veganere, er det ikke nogen sjældenhed at de bliver mødt med sætninger såsom “jamen så længe du ikke bliver helt fanatisk”.

Hvordan kan det mon være?

I et samfund hvor normen er at spise kød, drikke komælk, og spise spejlæg, virker det helt ekstremt at vælge alt det fra, som flertallet kender og dagligt indtager.

Hvad flertallet, ‘ikke-veganere’, måske glemmer, er at også deres handlinger er baseret på et valg, og at dette valg faktisk også stammer fra en bestemt ideologi.

Forskellen er at en veganer i fleste tilfælde er bevidst om hvad deres “isme” bunder i, mens altspisende i fleste tilfælde ikke er klar over hvorfor de gør som de gør, eller synes det de synes, og heller ikke er bevidste om hvorfor de handler som de gør.

Sociologen Melanie Joy kalder det for carnisme. Det er for mange et ukendt begreb ift. veganisme, og det er der en god grund til. Carnismen er nemlig et usynligt tankesystem. En ideologi der får mennesker til at spise visse dyr (Joy, 2010). Det land man kommer fra og den madkultur man er opvokset med, afgør hos flertallet hvilke dyr man synes er ok at spise og hvilke dyr man ikke synes er ok at spise. Og netop denne ideologi, at det er i orden at dræbe visse dyr for føde, er hvad carnisterne vælger ud fra når de står i supermarkedet og handler ind. Samtidigt bekræfter supermarkedet dem ubevidst i, at det er hel normalt og i orden, ved at have disse udvalgte dyr i køledisken.

Det hele afhænger af hvad fællesskabet er fundet frem til, er det “rigtige” at spise (Holm & Kristensen, 2014). Der er fx nogle fødevarer som accepteres i én verdensdel, men som afvises i en anden. Her drejer det sig oftest om animalske fødevarer (Holm & Kristensen, 2014).

Et godt eksempel er, at insekter hører til den oprindelige madkultur i Australien, mens snegle er en luksusspise i Frankrig, mens der i Kina spises hunde og katte, og i Island, bl.a. heste. Men iflg. professor Lotte Holm (2014) mener de fleste danskere ikke at småinsekter og hundekød hører hjemme i køkkenet, hvorimod hestekød og snegle ligger lige på grænsen. Her i Danmark er de udvalgte dyr som carnister anser som værende helt i orden at slå ihjel for føde bl.a. and, ko, gris, får, høns, kalkun og kanin.

Når en carnist vælger kød og animalske fødevarer til, er det i fleste tilfælde ikke et bevidst valg, men et valg som stammer fra et usynligt tankesystem de er blevet præsenteret for, før de lærte at tale (Joy, 2010). Det kan være at mor og far har serveret lasagne med ko, pølser af gris, og ostehapsere fra koens modermælk.

I mange tilfælde kommer ens viden om fødevarer fra opvækst og reklamer om fødevarer. Ens forældre kan fx finde på at sige at man skal huske at drikke et glas mælk om dagen hvis man vil have stærke knogler, som de typisk har fra reklamer om mælk. På trods af at objektive videnskabelige studier påviser det stik modsatte, at menneskets indtagelse af komodermælk fører til knogleskørhed og at mennesket ikke har de enzymer de skal til for at nedbryde komodermælkens indhold af kalcium, efter mennesket fylder 4 år. Fordi vi ikke biologisk set er skabt til at drikke modermælk fra en anden art som voksne mennesker.
Så det kan være plantet i én for længst, uden man overhovedet var bevidst om det, at animalske fødevare er gode og nødvendige for en.

Men vigtigst af alt, at det er blevet normalt. Noget man bare gør, ligesom alle de andre, og ikke noget man går og bruger krudt på at tænke videre over. “Sådan er det bare og sådan har de altid været” mentaliteten.

Så selvfølgelig virker det helt ekstremt at der står en person overfor en som har besluttet sig for at være veganer. De har måske købt lidt kage i bageren som den her veganer nu pludselig ikke vil spise længere, fordi de danske bagere stadig bruger animalske ingredienser. Hvad er nu det for noget?

De fortsætter måske med at invitere veganeren på samvær hvor mad er involveret, hvor veganeren hver eneste gang kun spiser det tilbehør der er lavet til hovedretten, fx kun kartofflerne og salaten, men ikke stegen. Hver eneste gang. Og de tænker måske, hvor fanatisk har man lige lov til at være? Kan vedkommende dog ikke bare spise hvad der bliver serveret i stedet for at lade sine overbevisninger tage overhånd på den måde! De finder det måske endda uhøfligt, især hvis de oveni købet selv har medbragt noget vegansk mad.

Men det interessante her er at personen som spiser animalske fødevarer ikke vil lave noget andet end animalsk til aftensmad den ene dag hvor der kommer en veganer på besøg. Måske det er den altspisende (carnisten) som i virkeligheden er den ekstreme? At lade sit trankesystem, sin ideologi om at det er ok at slå dyr ihjel for føde, være det styrende i sit liv, på et ubevidst plan. Så styrende at det ikke kan undværes på aftensmadbordet en enkelt aften, man har besøg af en veganer. Så dominerende, at man kan finde på at begynde at komme med smarte kommentarer til veganeren ved bordet som omfatter at nedgøre veganerens valg og fremhæve at det alle de andre ved bordet gør, som værende det rigtige. Men det også udfordrende at få øje på, fordi det netop kan foregå på et ubevidst plan.

Mange tror at veganeren altid er den som starter diskussionerne under middagen, men i fleste tilfælde er det faktisk carnisterne som kommer med kommentarer om hvorfor der ikke er kød på veganerens tallerken, ligesom der er på deres. Måske spørger de, hvis ikke de ved det, hvorfor det kan være og får svaret at vedkommende er veganer… og så begynder festen. Carnisten kan finde på at sige alt fra “men vi har jo altid spist kød!”, “okay, så du er i protein mangel”, “det er da synd at du spiser dyrenes mad”, “jeg kunne aldrig blive veganer, for jeg elsker bare kød”, “hvis alle blev veganere, ville der ikke være nok mad til alle på jorden”, “er det ikke lidt ekstremt, jeg mener, så stor forskel gør det vel ikke at du vælger vegansk”. Ja, listen er lang, kommentarerne mange. Men basically starter de i fleste tilfælde noget med deres statements. Veganeren sidder tit bare stille og roligt og spiser det tilbehør der tilfældigvis blev lavet vegansk og svarer på spørgsmålet “hvorfor skal du ikke have kød?”, selvom maden ikke altid er specielt spændende fordi det netop er lavet som tilbehør, fremfor når de selv laver mad og grøntsagerne er i fokus.

Hvis veganeren så svarer på de mange kommentarer, der kan komme fra flere end én ved spisebordet, og de måske ikke bryder sig om svarene, er det pludselig (i deres optik) enormt upassende og helt ekstrem opførsel fra veganerens side. Fx hvis veganeren svarer at der er nok protein i vegansk kost og kommer med eksempler såsom bønner, linser og kikærter, eller forklarer at det ikke handler om smag og hvad man personligt kan lide eller ikke kan lide,  men om etik, og om dyrevelfærd. Eller oplyser at der faktisk bruges langt flere planter til produktionen af animalske fødevarer ift. hvis alle blev veganere, at man kunne verdens hungersnød, hvis vi alle levede vegansk (Information, 2012). Eller, at vi kan reducere 70 % af den udlening der stammer fra fødevarer, i år 2050, hvis hele verden skiftede kostvaner, til vegansk (Ingeniøren, 2016).

Det er som om veganeren helst bare skal sluge flertallets kommentarer og under ingen omstændigheder rette dem, hvis det de siger, er helt godnat. Men det er heldigvis ikke scenariet.

Det er klart at der kommer mange kommentarer fra alle, når én person pludselig vælger noget fra som flertallet vælger til. Det er der iflg. Melanie Joy også en forklaring på. Nemlig at flokken trues og at de konfronteres med grunden for deres egne valg, hvilket kan føre til en ændring, som er nyt og ukendt, hvilket kan føles utrygt. Derfor går altspisende ofte i forsvar ret hurtigt, hvis emnet kommer op. Især “det kunne jeg aldrig!” kommentaren, ud i det blå uden at nogen har bedt om carnistens holdning til at en veganer takker pænt nej tak til kødet der serveres ved middagsbordet. De er straks over i sig selv, og skræmmes blot ved tanken og melder højlydt ud at de ikke kunne være veganere. Bare så det er slået fast for alle og enhver ved bordet!

Det kan derfor være en god idé ikke at diskutere det over middagsbordet, da det let kan udvikle sig til en enormt stressende eller presset og akavet situation. Men disse erfaringer gør man sig hen ad vejen som den eneste veganer ved bordet. Man lærer med tiden at spotte de spørgsmål som egentlig bare handler om at vedkommende vil diskutere og have ret eller overbevise sig selv om at dét vedkommende gør er det rigtige, eller om der faktisk er en oprigtig åben nysgerrighed og at dette er motivationen for spørgsmålene eller kommentarerne.

Jeg har det sådan, at jeg ikke vil sidde og diskutere frem og tilbage ved et middagsbord længere, med det formål at overbevise andre om at veganisme er vejen frem. For jeg ved at vi ikke når dertil over middagsbordet. Jeg har levet som carnist i 23 år af mit liv, så hvis folks motivation er at overbevise mig om at carnisme (adfærden: at spise kød) er vejen frem, så er det også spild af tid for begge parter, for det kommer ikke til at ske. Man får ikke øjnene op + ændrer det usynlige tankesystem, der er indprintet i én siden 2-3 års alderen, som ligger bag det at indtage kød, for blot at sige “Gud ja, du har ret! Kød smager godt. Jeg spiser bare kød igen. Tak ven.”. Og den anden kommer ikke til at sige “Gud ja, jeg kan da godt se at kødspisning er etisk forkert, miljøskadeligt og usundt. Ved du hvad, jeg snupper også bare nogle kartofler og salat i dag og bliver veganer! Tak ven!”.

Så uanset om du er en person der er veganer eller carnist, kan jeg anbefale dig at øve dig i at mærke efter i situationen om diskussionen er det værd, at gå ind i, under de omstændigheder i sidder i. Man kan altid sige pænt, at hvis folk oprigtigt er interesserede vil man gerne svare på spørgsmål efter maden, pga. erfaringer om at det tit ender i en hed diskussion. Det kan fx være at Mette og Søren er enormt interesserede, men Karl ved enden af bordet er spydig og begynder at byde ind med en ikke konstruktiv dialog, hvor det handler om at have ret. Så er stemningen og formålet med overhovedet at diskutere i en sådan situation gået tabt. Medmindre man alle sammen nyder den slags dialog.

 

De fleste mennesker der følger carnismens usynlige trankesystem synes at kødspisning og indtagelse af koens modermælk mv. er helt normalt, naturligt og nødvendigt (Joy, 2010). Fra nogle interviews jeg udførte ifm. med et universitetsprojekt var udtalelserne om kødspisning bl.a.: “Det er lækkert. Mener det er sundt”, “Mener der er næringsstoffer som man kun kan få fra kød”, “Nemme proteiner”, “Synes ikke der er noget galt i at spise dyr”, “Det er en naturlig del af min kost og min opvækst”, “Mener det er fint at spise dyr når det er under ordenlige forhold”, “Mener at det er godt med de vitaminer og proteiner man får”.

Dette har selvfølgelig noget at gøre med den madkultur man er opvokset i og hvad man har fået at vide gennem livet af forældre, lærere, medierne, sunhedsstyrelsen og reklameindustrien.

Og det er på trods af at sundhedsstyrelsen i et interview med Christina Schnohr, Ph.D. i Sundhedsvidenskab, at deres anbefalinger blot er baseret på madkultur og madvaner, og ikke videnskabelig forskning om hvad der reelt er sundt (Mad & Sport, 2016), og kødindustrien, æggeindustrien og mælkeindustrien mv. har som mål at sælge dig deres varer, hvorfor deres reklamer og kampagner selvfølelig går på at normalisere det, samt fremstille det som værende sundt og naturligt.

Men ifølge Melanie Joy er folks udsagn såsom “det er i orden at spise dyr”, “det er sundt”, “det har menneske altid gjort” osv., også en retfærdiggørelse af ens ideologi der er på spil. Hun beskriver det som “de tre N’er” som består af normalt, naturligt og nødvendigt (Joy, 2010). Disse tre N’er mener hun, er carnismens eksistensgrundlag.

Hun argumenterer for at denne ideologi er voldelig, fordi den består af fysisk vold mod dyr og at systemet ville ophøre hvis volden blev taget ud, fordi kødproduktion ikke kan foregå uden slagtning af dyr, som er voldelig (Joy, 2010). De tre N’er, mener Melanie Joy, har været til stede i alle systemer der bygger på udnyttelse af andre, alt fra slaveri til Nazi koncentrationlejre og at disse først anses som værende groteske når systemet er kollapset (Joy, 2010).

Derfor mener hun at det er vigtigt at vi navngiver folk der indtager animalske fødevarer, for at kunne tale om det, så vi kan stille spørgsmålstegn til det, i stedet for blind accept af “sådan er det bare”, som svar på hvorfor vi gør som vi gør. For med den indstilling ville historiens voldelige ideologier såsom at holde slaver, stadig eksisterer i samme omfang, den dag i dag. Det er normalt, naturligt og nødvendigt at … holde sorte som slaver, at misbruge børn, at brænde folk levende, at slå ihjel, at kvinder ingen stemmeret har…. sådan har det altid været og sådan er det bare.
Det bliver mere tydeligt for carnister, at disse udtryk er en retfærdiggørlse for ens handlinger, når de bruges om de systemer som er kollapset eller blevet gjort forbudt. Men sagen er den, at det engang var sådan folk sagde om den måde de behandlede andre på, indtil nogen kæmpede imod og udfordrede folks ideologier omkring emnet.

Når først man har indset at kødspisning er unødvendigt og uretfærdigt, er det syret at høre begreberne normalt, naturligt og nødvendigt som retfærdiggørelse for at blive ved med at behandle dyr som produkter. Syret at høre på folks tro om at dyr kun eksisterer for mennesket, at de kun ville eksisterer hvis mennesket skulle kunne bruge dem til noget.

Ja, i den grad en narcissistisk tilgang til livet, til andre der også bare eksisterer, ligesom som dig – ikke for dig. Fuldstændigt ligesom de ‘hvide’ mennesker som anså ‘sorte’ mennesker som noget de måtte gøre med, hvad de syntes. Igen mentaliteten, at andre eksisterer for ens egen tilfredsstillelse her i livet. At alt skal handle om hvordan mennesket kan drage nytte af noget eller nogen, uanset om det er på bekostning af andre følende væsner som gerne bare vil eksistere og som har det at overleve, som sit instinkt, akkurat som mennesket. Som der skides på når man ufrivilligt tvinger dyr ind i en bygning designet til at dræbe dem. En ensrettet blindvej mod ufrivillig død, fordi nogle kan lide smagen af deres kroppe i alle mulige former; blendet, skiveskåret, hakket, hele stykker, bestemte kropsdele…. You get the point!

Engang, var det mennesker som var imod at holde andre som slaver blot pga. en anden hudfarve end den hvide mands, som ansås som værende de ekstreme i samfundet for deres mening, som gik fuldsændig i mod normen, imod flertallet.

I dag er det veganerne, som er imod udnyttelse og drab af dyr for egen tilfredsstillelse såsom smagssans eller mode, som anses som værende de eksteme, de fanatske i samfundet. Men anses veganere mon også sådan om 100 år?

Hvis historien har lært os noget, så er det at voldelige systemer er svære at få øje på mens de står på, men kollapser med tiden hvis der gøres oprør mod dem. Dem som gør oprør mens det stadig anses som værende rigtigt, vil blive stemplet som dumme, ekstreme, eller helt galt på den. For det er lettere end at kigge indad og bevæge sig udover kendt grund. Lettere end at lære noget nyt og rykke sine værdier som menneske, til det ukendte og usikre.

Men husk at det ukendte vil blive kendt og sikkert en dag, men kun hvis du  tør at se indad og virkelig mærke efter, om så det resulterer i at du bliver den som går mod flokken, skiller dig ud. Mener noget andet, uanset hvor upopulær du end måtte blive pga. utrygheden fra flertallet.

Hvis det at handle i overensstemmelse med, at andre følende individer oprigtigt bør blive behandlet med respekt og kærlighed, frister folk til at stemple dem som fanatiske ekstremister, må de selv om det… For det er nogle stærke mennesker der går imod massen. Imod alle dem som anser kærlighed til dyr som værende noget der indbærer våben, vold og blod. Imod at disse følende individers døde kroppe, om de så er hakkede eller blendede, med tilsat hvidløg eller chilli, nogensinde skulle anses som blot værende produkter. 
Og så kan man spørge sig selv;

Hvis det er fanatisk at stå ved sine livsværdier og beslutninger må carnister vel også være fanatiske?

Min personlige mening er at hverken veganere eller carnister er fanatiske. Jeg synes dog at konsekvensen af kødindustrien, æggeindustrien, fiskeindustrien, mælkeindustrien mv. er ekstrem; Ekstrem voldelig. Ekstrem skadelig for miljø og dermed destruktiv for menneskets overlevelsesmulighed på jorden. Ekstrem dårlig for menneskers sundhed.

Jeg tror på, at hvis jeg over 7 måneders research pludselig kunne gennemskue og bryde ud af det usynlige tankesystem som jeg ubevidst var ‘fanget’ i, at det også er muligt for alle andre der er ‘fanget’ i det nu, eller som måske gerne vil spise mere grønt af forskellige årsager, at løsrive sig og ændre på sine carnistiske vaner. Jeg mener desværre også, at nogle veganere ikke altid er lige konstruktive hvad det angår og ofte kan glemme (inklusiv mig selv de første år som veganer, hvor jeg var i min vredesfase) at de andre ikke er der hvor man selv er, om så du råber, tweeter det, eller skriver om det hver dag.

En anden ting veganere kan komme til, er at opføre sig som veganerpoliti. Jeg har fx oplevet en veganer være fordømmende fordi jeg solgte mit lager af islandske sweatre lavet af uld, fra før jeg blev veganer, som jeg selv havde strikket. Jeg lagde ikke skjul på at det var islandsk uld og islandske sweatre, men alligevel måtte vedkommende bare smide en kommentar om det, i stedet for at lade det ligge. Den slags synes jeg absolut ikke er med til inspirere på åben og støttende måde; den veganske livsstil. Vedkommende der skrev det, havde selv været pescetar (fisk, mælk, æg) i flere år, inden vedkommende blev veganer. I de situationer tror jeg det er rigtig godt at spørge sig selv, om hvordan det ville have været bedst at en veganer havde formulerede en selv, dengang? Simpelthen tænke tilbage på sig selv fra før og huske på hvor uviden man var omkring hele emnet og livsfilosofien. Ikke at det var tilfældet her, men det kan det være i mange andre situationer end at være efter hinanden over at hinanden stadig har ikke veganske ting fra sin fortid. Det er på ingen måde gavnligt for dyrene. Der er mange veganere som har lædersko, dundyner, uldtrøjer, mv. fra før de blev veganere. Jeg har set mange sælge det videre, eller donere det til veganske demonstrationer, hvor fx pels bruges til blodige modeshows mv. og nogle begraver det også, mens andre beholder det, fordi de ikke går ind for spild og ved at de aldrig bidrager til den slags igen, men ikke ser en forskel i at smide det ud, da det også kan åbne op for en god dialog med andre folk om veganisme, og tillader andre at se at du også har været carnist engang.

Det er vigtigt at huske på, at det ikke er der vi veganere skal lægge alle vores kræfter ind. Personerne er veganere og ved godt at nogle af deres ejendele ikke er veganske. I mit tilfælde var det hjemmestrikkede sweatrer som jeg har brugt omkring 40 timer på, hver især + penge til garn. Jeg havde en lille strikkebusiness som ikke bare kan omlægges på en enkelt dag. At henvende sig fordømmende til en som ellers har omlagt hele sin livsstil og er ved at sælge ud af sit islandske (uld)sweater lager, så hun kan starte en vegansk strikkebusiness op, er måske ikke lige det bedste, mest konstruktive move for at redde så mange dyr som muligt. I sådanne situationer kan jeg godt synes at andre veganere kan være for meget og bruge sin tid og kræfter for ukonstruktivt. Men det sker desværre at nogle veganere kan blive for fordømmende over for sine medveganere fremfor at støtte op og udvise forståelse. Igen synes jeg det er vigtigt at huske på at vi alle sammen har været carnister engang. Hvis vi kunne løsrive os fra tankesysemet, kan alle løsrive sig fra tankesystemet. Spørgsmålet er bare om man vil være en bremseklods i de andre process eller en positiv inspiration.

 

Litteraturliste

Kristensen, S. T. & Holm, L., (2014), Mad, mennesker og måltider, København: Forfatterne og Munksgaard

Joy, M., (2010), Why we love dogs eat pigs and wear cows, San Francisco: Red Wheel.

Mad & Sport (2016), Er mælk sundt? Hvad siger Ph.D. i Sundhedsvidenskab Christina Schnohr? Hentet d.24.11.16 fra hjemmesiden: http://www.madogsport.dk/er-maelk-sundt/

Ingeniøren (2016), Skift kostvaner og spar op til 70 procent på klimakontoen. Hentet d. 24.11.16 fra hjemmesiden: https://ing.dk/artikel/skift-kostvaner-og-spar-op-til-70-procent-paa-klimakontoen-183364

Information (2012) Fremtiden bør være vegansk. Hentet d.24.11.16 fra hjemmesiden: https://www.information.dk/debat/2012/11/fremtiden-boer-vaere-vegansk

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s