Krigsfisk – vegansk version af stegt fiskefilet

Jeg er ved at lave mad til en julefrokost. I den forbindelse er jeg ved at lave en vegansk version af stegt fiskefilet, også kendt som krigsfisk.

Grunden til den i sin tid fik navnet krigsfisk var fordi havene under 2.verdenskrig var fyldt med krigsskibe og ubåde, hvilket begrænsede muligheden for dansken at drive fiskeri. De begyndte derfor at lave “stegt fisk” af pastinak vendt i meljævning og rasp – og man må sige at de havde fat i den lange ende for det smager overraskende tæt på fiskefilet! Denne ret fik i året 2011 et nyt navn af Månebarnet, som så passende kalder den “Fredsfisk”.

Fordelene ved at servere krigsfisk/fredsfisk fremfor fiskefilet, udover at være det mest kærlige valg, er at det ingen ben er i! Det efterlader også en lettere følelse i maven, hvilket gør det nemmere at komme igennem de mange forskellige retter der serveres under en julefrokost, for ikke at tale om de mange øl og snaps.

Let’s get cooking!

Her er et billede af alle de ingredienser jeg brugte, udover pastinak.

Ingredienser

4-5 Pastinakker

400-500 g rasp

Olie eller flydende margarine til stegeprocessen

Meljævning:

3 dl vand

4,5 dl kikærtemel*

1 tsk citronsaft

1 tsk dijon sinnep

1 tsk karry

3 tsk havsalt

1/2 tsk røget paprika

chili og peber efter smag og behag

*kan købes i Meny, Kvickly, SuperBrugsen, alle grønthandlere, samt helsekost forretninger

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen og indstil den på 200 grader.

Skræl pastinakkerne og skær dem på langs, i ca. 1/2 cm skiver.

Bag pastinakstykkerne i ovnen som nu er varm.

De skal have 200 grader i 10 minutter

(Man kan også vælge at koge dem i 4-5 minutter i vand tilsat havsalt)

Imens pastinakkerne er i ovnen blandes alle meljævningsingredienserne.

Rør indtil dejen er, så vidt mulig, fri for klumper.

Kom raspen i et fad eller på en stor tallerken. Smør din pande med olie eller flydende margarine og indstil på middelvarme.

Dyp pastinakstykkerne én ad gangen i dejen. Sørg for at lade den dryppe af nogle sekunder inden du vender stykket i rasp.

Når pastinakken er dyppet i dejen og vendt i raspen kommes den på den varme smurte pande og steges ved middelvarme indtil de er gyldne på hver side.

Det er en god idé at vende dem jævnligt og holde godt øje med begge sider så de ikke bliver for brændte, men alligevel lækkersprøde!

Hav en tallerken klar ved siden af panden hvor alle de stegte pastinakker kommes på. Hvis de skal serveres lige efter stegning er det en god idé at dække dem til med en anden tallerken eller staniol for at holde på varmen.

I mit tilfælde skulle de først bruges dagen efter. Så jeg lod dem bare køle af på tallerkenen, kom dem i en lukket beholder og så i køleskabet.

Til selve julefrokosten skulle de blot varmes lidt i ovnen og så var de klar til at blive spist.

Smager utroligt godt på et stykke rugbrød med remoulade, salat, ristet løg, peberrod, kapers og lidt citronsaft.

Bonustip: denne grove remoulade fra England er tilfældigvis vegansk! Jeg har bl.a. spottet den i Føtex og Kvickly. Den er lidt tyk og grov i det, så jeg kan godt finde på at blande den op med vegansk mayonaise. Kan også købes i fx Kvickly. Men er også super nem at lave selv. Prøv bare at søg på “Vegan mayo” eller “vegansk mayonaise”.

Reklamer