Så blev det de islandske malkekøers tur, til et besøg af mig. Hver gang muligheden byder sig, tager jeg ind på en gård og tjekker forholdene ud. Det giver mig et realistisk indblik i hvordan tingene reelt hænger sammen, i stedet for at læse om nogle generelle regler og bilde mig selv ind, at det nok ikke er sådan det foregår i virkeligheden.

Malkekøerne

Lad os begynde med det helt grundlæggende.

Ligesom i Danmark bliver kalvene også i Island separeret fra deres mor efter fødslen.

 Her ses et billede af de nyeste kalve.
De er i en bås ved siden af deres mors bås, med tremmer mellem dem.

De lidt større kalve kommer i en anden bås som er placeret overfor mødrene, med en gang og tremmer i mellem dem.

Her ses en nyfødt kalv ved sin mor, eller dvs. bundet til moderens tremmer, så de stadig kan have lidt kontakt.

Her ser vi en af kalvene få en lille vaske tur.

Stalden

Sådan ser stalden med malkekøerne ud. Kalvenes båse i den ene side og malkekøernes i den anden.
Malkekøerne kan selv gå ind og ud når de vil (se åbningen med det grønne bagerst i stalden på venstre billede).
Kalvene kan ikke komme ud når det passer dem og er buret inde i båse med meget lidt bevægelsesfrihed. Det var som om at de på denne gård, giver kalvene mindre og mindre plads, jo ældre de bliver.

Her har de små kalve fx lidt mere plads, end de lidt ældre kalvene, i båsen ved siden af.

Men malkekøerne kommer jo ud, er det så ikke ok?

Her er et billede af nogle af malkekøerne som er udenfor. Det ser jo vældig godt ud, og det er da også fantastisk at de selv må gå ind og ud af stalden når de ønsker. Men hvad de ikke selv vælger er, at deres kalve bliver taget fra dem ved fødsel og slagtet. Eller at de som 4-5 årige selv sendes på slagteriet, hvor de bliver slagtet mod deres vilje.

Derudover er det ikke de lækreste forhold malkekøerne har indendørs, som kan ses på billedet her.

Hvad så med tyrene? De giver jo ingen mælk… Hvad gør vi med dem?

Det er lidt en anden historie når det gælder tyrene ift. kvierne/malkekøerne.
Tyrene skal nemlig ikke bruges i mælkeindustrien, som betyder at bonden ikke kan bruge tyren til producering af mælk. Det eneste tyrene bruges til er ift. at kvierne skal have en kalv før de producere mælk, ligesom mennesker producerer mælk ved graviditet til amning. Når kalven er født, skal de som sagt ikke bruge kalven til noget i mælkesammenhæng mere. De skal derimod bruge kalvens modermælk. Derfor slagter bonden kalvene enten efter fødsel eller holder dem indendørs, fodre dem, og venter med at slagte dem til de er mellem 3-12 måneder (Búnaðarsamband Suðurlands, 2015).

Mælken sendes ind til det samme sted i Island og blandes sammen og laves til skyr, drikkemælk, yogurt, ost, fløde mv.
Så selvom du kender nogle som kender nogle, som har de beste forhold, så er det ikke der de islandske mælkeprodukter nødvendigvis stammer fra, når nu alt blandes…. Så skal du ud på gården selv og få produkterne direkte overrakt af bonden… men lur mig om de ikke også er i besvær mht. hvad de skal stille op med kalvene og højst sandsynligt slagter dem for kød. Og for hvad? Ja, det typiske svar jeg er rendt ind i er: “Det smager bare så godt!”.

Glæde, behag og smag for mennesket kan desværre retfærdiggøre meget og unødvendig vold for andre.

Her ses et billede af de ældste tyre på gården. Der har virkelig ikke meget plads til bevægelse!

Sådan er forholdene altså i Island. Ikke så idylisk som mange islændinge så gerne vil bilde mig ind. Mon ikke hvert land gerne vil tro det beste om deres landbrugsmetoder, især dem som dagligt indtager produkterne fra disse steder. Men nogle gange må vi tage bindet af og se sandheden i øjnene.